Et minde jeg indimellem bider mærke i, er, hvor jeg som barn sidder på mit værelse og får tanken, at jeg vil tælle biler og notere bilernes farve ned. Mit værelse lå på det tidspunkt ud mod en ret trafikeret landevej.
Tilbage i 90'erne var der selvfølgelig ikke de samme ultra-stimulerende teknologiske produkter som smartphones og iPads proppede med spille-apps m.m, derfor måtte man tænke lidt anderledes ift. leg og udfoldelse efter skoletid.
Nøjsomt og hastigt sad jeg ved vinduet og forsøgte at få noteret alle biler ned på papiret.
Efter lidt tid, hvor min far's røde firmabil også havde passeret, tænkte jeg lettere overvældet:
”Hvor er stopknappen?”.
Selv om jeg nu er blevet ældre, er jeg ikke blevet mindre overvældet, og har ofte en trang til at kunne trykke på en stopknap. Det føles som om at alt går hurtigere og at verden er på speed.
Flere har mindre øjenkontakt med hinanden, fordi størstedelen af os er lænket til vores smartphones.
Vi bliver suget ind i en teknologisk verden, hvor vi med få klik kan købe hvad som helst eller tale med hvem som helst. Undervejs bliver der holdt øje med vores færden på nettet, da virksomheder kan udnytte den viden om os til at finpudse deres salgstenikker og sælge endnu flere produkter.
Produktivitet bliver tillagt uhyggelig meget værdi, og det er en sand udfordring at skulle gå i en anden retning, når man alle dage har været vant til en vis hastighed styret af samfundet.
Jeg kan hurtigt føle uro i kroppen, dårlig samvitttighed, utiltrækkelighed, hvis jeg ikke følger samfundets fart og normer.
Hvorfor lever vi et liv med så stort et behov for at være ultra-produktive? Hvem er det vi vil imponere?
At vi sidder alene på en lille blå klode i et ekspanderende univers er intimiderende for mange, og måske én af grundene til at vi mister besindelsen og samtidig gør os destruktive?
Er vores evigt søgen efter mening blevet en forbandelse?
Det glæder mig ikke at være en del af et umenneskeligt og konkurrencepræget ræs, hvor folk snubler over hinanden med stress og andre livstilssygdomme som følge heraf.
Ét af de værst tænkelige scenarier for mig, er, at jeg kommer til at glemme og forsømme den ufattelige smukke klode jeg bor på. At jeg bliver endnu en poleret, botoxfyldt nikkedukke, som følger en skabelon formet af et system, der higer efter vækst.
Èn af de mange grunde til, at jeg vil leve langsommere, er, at jeg i større grad kan fordybe mig i kunsten og skabe værker der forbavser, napper og inspirerer andre omkring mig. Jeg bliver nødt til at omfavne det ansvar, jeg har som kunstner, da særligt kunsten er en modpol
til det store ræs og kan få os til at sætte flere spørgsmålstegn ved vores tilværelse.
Vi skal ikke undskylde for at være eksistenser, der skubber til normerne og traver andre veje.
Jeg vil ikke længere forsømme den lille overvældet pige der sad og talte biler. Jeg vil lytte til hende og derfor er stopknappen blevet min nye fortrolige ven.
Tænk, hvis vi tillod os selv at finde lidt mere ro og lyttede mere til vores kroppe, hvordan ville verden så se ud?